Det er IKKE et lovkrav at være en GOD samarbejdspartner!
I byggebranchen er AB18 velkendt. Udfordringen er imidlertid, at et godt og positivt samarbejde kræver mere end blot fokus på nøgletal, tidsfrister samt fejl og mangler. Det forudsætter et bredere perspektiv med vægt på værdibaseret samarbejde, relationer og fælles ansvar for processen.
For mere end 10 år siden tog vi hos Bo Michelsen A/S et aktivt valg om at indgå i et tæt samarbejde med flere virksomheder – herunder rådgivningsfirmaet Refine Consulting.
Sammen udviklede vi en fælles samarbejdsramme, der sikrer, at vi som entreprenør og samarbejdspartner altid har fokus på det gode og konstruktive samarbejde med vores projektpartnere – både nu og i fremtiden.
Hos Refine Consulting ser vi vores rolle som en aktiv del af Bo Michelsen A/S’ ønske om et positivt samarbejde – helt fra det øjeblik kontrakten er underskrevet til byggeriet er afleveret. Vores opgave er at skabe et klart fokus på gensidig tilfredshed og et stærkt projektsamarbejde – allerede fra projektets begyndelse.
Vores rammeværktøj går langt dybere end de standarder, vi kender fra AB18. Vi fokuserer på samarbejdet og ledelsen af det – ikke kun på teknik og jura. Erfaringen er tydelig: Opstartsmøderne gør, at bygherre føler sig set, hørt og inddraget på et niveau, som sjældent opleves i branchen.
Vores succes måles på resultatet af både Bo Michelsen A/S ’s og bygherrernes samlede tilfredshed med samarbejdet.
Rasmus Steen Malmstrøm
Samarbejde, evaluering og gensidig forståelse
Samarbejdsrammen hjælper os i dag med at blive skarpere på, hvad der er vigtigt for hver enkelt bygherre – og hvor vi skal sætte ind og have ekstra fokus. Internt bruger vi evalueringerne aktivt sammen med vores byggeledere til at drøfte samarbejdet og projektforløbet, så vi i fællesskab lærer af både vores succeser og de steder, hvor vi kan gøre det bedre næste gang.
Uanset om samarbejdspartneren er ny eller kendt, starter alle projekter med et opstartsmøde sammen med Refine. Det er måske ikke altid nødvendigt, men vi ved aldrig, hvilke projekter der får brug for en ekstra indsats.
En vigtig styrke er også, at vi kommer tættere på de mennesker, vi arbejder sammen med. Det gør det lettere at forstå deres ønsker og forventninger – og at tilpasse vores tilgang derefter.
“En af gevinsterne ved vores samarbejdsramme er, at når vi møder den samme bygherre flere gange, er vi klædt på til at imødekomme dem. Vi kender deres krav, forventninger og tilgang til projektet, og de kender vores.”
Jeppe M. Olesen
Et STÆRKT samarbejde bygger på tillid
Vi har på projektet i Nr. Nebel, hvor Bo Michelsen A/S opfører 39 almene familieboliger for AAB Varde, haft en meget positiv erfaring med, hvordan en tydelig samarbejdsramme kan bidrage til et velfungerende og tillidsfuldt samarbejde gennem hele projektforløbet.
I vores projekt i Nr. Nebel var det Bo Michelsen A/S, der tog initiativ til en tidlig og klar forventningsafstemning. Opstartsmødet blev afholdt som en fælles forventningsafstemning ud fra en samarbejdsramme, hvor rammer, roller og samarbejdsform blev tydeligt afstemt.
Som bygherre oplevede vi, at dette skabte et solidt fundament for det videre samarbejde, og inddragelsen af en ekstern rådgiver var med til at styrke dialogen og sikre et fælles udgangspunkt for projektets videre forløb.
Gennem hele byggeriet i Nr. Nebel har samarbejdet været kendetegnet ved faste og konstruktive møder på pladsen. Bo Michelsen A/S har været en inddragende og professionel samarbejdspartner, der håndterede udfordringer internt og kun involverede os, når det var nødvendigt.
Respekten for både tid og økonomi har skabt stor tryghed i projektet, og særligt den faste projektchef og kontaktperson har sikret kontinuitet, tillid og et stærkt samarbejde.
”Samarbejdet med Bo Michelsen A/S har været en utrolig positiv oplevelse. Deres professionelle tilgang og engagement har været med til at levere en høj kvalitet i byggeriet.
Deres dygtige team er både pålidelige og fleksible, hvilket har gjort samarbejdet effektivt og problemfrit. Vi har særligt værdsat deres fokus på at forstå vores behov og deres evne til at finde skræddersyede løsninger, der imødekommer vores krav.
Bo Michelsen A/S har virkelig vist sig som en værdifuld samarbejdspartner, og vi ser frem til at forsætte det gode samarbejde”.
Carsten Finnerup Lauridsen
Værdien af tidlig forventningsafstemning og løbende evaluering
Vi lægger stor vægt på en tidlig og grundig forventningsafstemning, hvor bygherre, rådgivere og arkitekter sammen får fastlagt klare rammer, roller og leverancer. Selvom det ikke er et formelt krav, prioriterer vi altid disse samarbejdsmøder og følger op med både midtvejs- og slutevalueringer. Det giver os et fælles udgangspunkt – og mulighed for løbende at styrke samarbejdet gennem hele projektet.
I projektet i Nr. Nebel blev vores tilgang til opstart og gennemgang af samarbejdsrammen taget særdeles positivt imod. Uanset om samarbejdspartneren er bygherre, arkitekt eller rådgiver, er målet det samme: et gnidningsfrit forløb og beslutninger, der skaber værdi for projektet.
Her har samarbejdsrammen vist sig at gøre en reel og mærkbar forskel.
“Uforudsete situationer vil altid opstå i byggeprocessen. Som projektchef er min opgave at sikre, at aftaler bliver overholdt, og at udfordringer håndteres rettidigt og konstruktivt – med respekt for alle parter.”
Nils Muschner
Gensidig respekt og faglig sparring i Nørre Nebel
Gennem mange projekter har vi opbygget et stærkt samarbejde med Bo Michelsen A/S – præget af jordnære personligheder, humor og gensidig respekt for hinandens faglighed. Det giver tryghed og et godt arbejdsmiljø.
I Nørre Nebel-projektet var det vigtigt for os at være med fra starten, så arkitekturen fik den nødvendige opmærksomhed og blev integreret rigtigt i processen. Økonomien spiller naturligt en stor rolle, og graden af inddragelse varierer fra projekt til projekt.
Et godt eksempel fra Nørre Nebel er, da vi på grund af økonomien måtte finde alternative løsninger. Her blev vi inddraget tidligt og fik mulighed for at skabe et balanceret kompromis. Når vores faglighed bliver mødt med respekt, styrker det samarbejdet og fællesskabet på tværs af hele teamet.
”P+P oplever stærk faglighed og projektstyring med projektets fremdrift i fokus - uden at gå på kompromis med den jordnære relation som Bo Michelsen A/S udviser”
Mikkel Stærk
Struktur, projektstyring og værdiskabelse i samarbejdet
Hos DRIAS er god projektstyring afgørende, da manglende struktur hurtigt kan skabe unødige komplikationer, tidspilde og omkostninger. Derfor vægter vi faste rammer, tydelig struktur og en klar tidsplan – samt løbende opfølgning, så alle parter ved, hvor projektet står.
Vi sætter stor pris på ordentlig og respektfuld kommunikation, og det har vi oplevet med Bo Michelsen A/S. Projektchefens klare og professionelle håndtering af dialogen har gjort samarbejdet både let og effektivt.
I Nørre Nebel har vi desuden bemærket, hvordan Bo Michelsen A/S formår at optimere uden at gå på kompromis med kvaliteten og finde smarte, økonomisk rentable løsninger, som skaber værdi for projektet.
DRIAS har i samarbejdet med Bo Michelsen A/S oplevet en konstruktiv og tydelig dialog gennem projekteringsforløbet, der har været præget af gensidig respekt, lydhørhed og i et ordentligt ’arbejdsrum’